Kom nu med 64 GB-understøttelse, Nikon!

Har netop modtaget et af Sandisks nyeste CF-kort til test, nemlig Extreme Pro 64 GB, og var mildest talt ret ivrig for at afprøve det i mit Nikon D700. Jeg sætter kortet i kameraet og skynder mig at tænde. "FULL" står der så bare i kameraets øverste display, og trods forsøg på at formatere og ændre filsystemet lykkedes det ikke at få kortet til at virke sammen med kameraet.
Efter en hurtig søgning på Google fandt jeg så ud af at Nikon i øjeblikket kun understøtter CF-kort i størrelser op til 32 GB, og dermed er 64 GB-kortet ganske ubrugeligt hvis man ejer et Nikon kamera (udover det nye D300s og formentlig også D3s, som rent faktisk understøtter det). Nikon er i øjeblikket i gang med at komme med en ny firmwareopdatering, der løser problemet. Det kan ikke gå hurtigt nok!
Jeg er i øvrigt i gang med en ny hjemmeside, og det tager en del af min tid. Designet på den hjemmeside vil også blive brugt på den her side fremover. Det bliver mere klassisk og simpelt.