Naturligt lys er det bedste
I lørdags var der dømt fotodag for læsere af bloggen på Birkedal Foto. Emnet var "Brug din flash", og så kan overskriften på dette indlæg formentlig godt komme som noget af en overraskelse, men forklaring følger...
Jeg har som bekendt ikke noget kamera i øjeblikket, så jeg aner egentlig ikke hvad jeg lavede der. Spøg til side, det var nu meget hyggeligt alligevel. Jeg havde noget af mit udstyr med, så andre kunne låne lidt. Til gengæld lånte jeg så også Oles fremragende Nikon D700 til at tage nogle skud udenfor. Brugte min egen lysstærke 85 mm optik sammen med kameraet. Fik kun taget et enkelt nogenlunde skud, og det kan du så se herunder.

Der er blevet pillet en del ved kontrast, farver, hudtoner, klarhed, lokaljusteringer og lignende. Det er redigeret med henblik på at få det til at se lidt koldt ud.
Det er taget som et snapshot og dermed uden brug af ekstern flash og softbox, men udelukkende med naturligt lys. Det synes jeg nu også giver et rigtig pænt lys.
Nå, men kommentarer skal være velkomne. Personligt er jeg ikke specielt tilfreds. Som fotograf er det jo min opgave at lave et billede, der repræsenterer "offeret", og jeg synes overhovedet ikke dette billede rammer plet. Omvendt kan man jo sige at det er ganske intenst, og at det fungerer fint som den slags billede. Sådan kan det jo gå...