Michell Bak
19jan/100

Derfor elsker jeg video i DSLR-kameraer

Der er ingen tvivl om at video er kommet for at blive i digitale spejlreflekskameraer. Den Hollywood-lignende dybdeskarphed, manuelle indstillinger, utroligt lave støjniveauer og høje alsidighed er blot nogle af de faktorer, der gør video i DSLR-kameraer til en rigtig spændende ting. Teknologien er ikke uden ulemper, specielt ikke med CMOS-sensorer, men avancerede programmer og fortsat softwareudvikling er allerede godt i gang med at komme disse problemer til livs.

Nå, lad mig vende tilbage til grunden til at jeg skriver dette indlæg. I går aftes snakkede jeg med Nicolai fra Fotograftips.dk, da han netop var blevet færdig med de første klip af en produktion for en kunde. Videoen var optaget på et Nikon D3s og med hhv. en Nikkor 24-70 mm f/2.8 og en Zeiss 85 mm f/1.4 til portrætter. Man kan simpelthen ikke lade være med at synes godt om videokvaliteten. Det ser langt bedre ud end "almindeligt" TV. Især mennesker fremtræder langt mere betydende med en lille dybdeskarphed, og det er noget af det, man kan bruge video i sit DSLR-kamera til.

Der kommer meget mere omkring video i DSLR-kameraer fremover, når jeg får mit eget D3s. I mellemtiden kan du tjekke Nicolais video herunder.