Nikon har fat i den lange ende med lysfølsomheden på D3s, og påstår selv at kameraets lysfølsomhed er blevet omkring halvandet stop bedre end D3 og D700. Det lyder imponerende og jeg besluttede mig så for at undersøge hvordan D3s håndterer de helt høje ISO-hastigheder - og naturligvis også de lavere ISO-hastigheder.

De følgende billeder er 100% beskæringer af det samme område - tryk på miniaturerne for at få dem vist i stor størrelse. Billederne er alle taget ved blænde 11. For at kunne sikre nogenlunde samme eksponering for alle billeder, har jeg naturligvis måtte bruge hurtigere lukkertider i takt med at jeg har brugt højere ISO-hastigheder. Jeg har valgt et motiv, der er ganske udfordrende, idet kameraets eksponering skal indeholde detaljer i både højlys og skygger. Dermed får man også en idé af hvor stort et dynamisk farveomfang kameraet har. Billederne er på ingen måde redigeret.

ISO 200

ISO 400

ISO 800

ISO 1600

ISO 3200

ISO 6400

ISO 12.800

HI 1.0 (ISO 25.600 ækvivalent)

HI 2.0 (ISO 51.200 ækvivalent)

HI 3.0 (ISO 102.400 ækvivalent)

De sidste tre ISO-indstillinger - HI 1.0, HI 2.0 og HI 3.0 - er softwarebaserede, og er derfor markant dårligere end ISO 200 - 12.800, som er kameraets "naturlige" lysfølsomhed (native ISO, som det kaldes på engelsk). Alligevel er der tale om en imponerende detaljegengivelse ved selv de helt høje ISO-hastigheder. Det havde man ikke kunne opnå på Canon 1D Mark IV. Hvis man benytter de høje ISO-hastigheder korrekt, kan man sagtens slippe væk med gode resultater. Især hvis man efterfølgende kører billedet gennem et program til støjreduktion. Det ville ikke være umuligt at bruge ISO 25.600 til billeder i trykte artikler. Tag f.eks. ISO 12.800-billedet efter støjreduktion:

Ganske imponerende. Tryk eventuelt på billedet for at få billedet i original størrelse.

For at sætte kameraets ISO-egenskaber på en prøve, har jeg opstilt en mindre testopstilling, der hovedsagligt består af en sort produktkasse med hvid skrift fra Adobe Lightroom 2. Årsagen til dette er, at det er i de mørke nuancer, der opstår den største mængde billedstøj - testopstillingen er altså skabt til at udfordre kameraet, men også for at kunne se støjniveauet i de lyse nuancer samt overgangen fra sort til hvid.

Testopstillingen.

De følgende billeder er konverteret fra RAW (råformat) i Lightroom 2.3, og eksporteret til JPEG (100% komprimering), hvorefter de er blevet beskåret i fuld størrelse i Photoshop CS3. Billederne stammer direkte fra kameraet, og er på ingen måde blevet rettet til. Alle billederne er taget med en brændvidde på 50 millimeter og en blænde på f/9.

ISO 200. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/3 sekund.

ISO 400. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/6 sekund.

ISO 800. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/13 sekund.

ISO 1600. Støjen begynder langsomt at dukke frem, men billedet er stadig brugbart. Lukkerhastighed: 1/25 sekund.

ISO 3200. En anelse mere støj end ved ISO 1600, men fortsat brugbart. Lukkerhastighed: 1/50 sekund.

ISO 6400. Støjen i billedet er nu ganske tydelig, men billedet er stadig brugbart, og den værste støj kan fjernes i et billedredigeringsprogram. Lukkerhastighed: 1/100 sekund.

HI 1.0 (ISO 12800 ækvivalent). Selvom støjen i billedet er kraftig, har den ikke haft en stor indflydelse på detaljerne. Lukkerhastighed: 1/200 sekund.

HI 2.0 (ISO 25600 ækvivalent). Billedet er nu kun brugbart som sort/hvid i ekstreme tilfælde. Lukkerhastighed: 1/400 sekund.

Fuldformatssensoren i kameraet vinder i overlegen stil, trods et meget udfordrende motiv. Billederne er i praksis brugbare op til ISO 6400 - i enkelte tilfælde endda op til ISO 12800 - og det er intet mindre end imponerende. Forskellen på billedet taget med ISO 200 og billedet taget med ISO 3200 er så ubetydelig, at man sagtens kan tillade sig, at tage billeder med en høj ISO-hastighed for at sikre en hurtig lukkerhastighed.

Du kan læse meget mere om Nikon D700 her, hvor du også kan se testbilleder i fuld størrelse taget med kameraet.

"Jo flere pixels, desto bedre... ik'?"

Hold op, hvor er jeg træt af det uduelige megapixelræs!

Alle med forstand på fotografering ved, at pixels er uden betydning, når det gælder om at tage et godt billede. Mit første spejlreflekskamera, Nikon D40, havde en sensor med en billedopløsning på godt seks millioner pixels (eller megapixels, hvis det lyder mere bekendt), og det tog ganske enkelt fremragende billeder trods den ellers lave opløsning. Hvorfor? Jo, fordi at sensoren i spejlreflekskameraer er mange gange større end sensoren i almindelige point-and-shoot kompaktkameraer, som er den type kameraer langt størstedelen af befolkningen bruger. Det, at sensoren er markant større på et spejlreflekskamera gør, at hver enkelt pixel på sensoren er mange gange større end en tilsvarende pixel på et kompaktkamera, hvilket i sidste ende resulterer i en langt større lysfølsomhed og en markant højere billedkvalitet. Mange pixels er altså under ingen omstændigheder en måleenhed for kvalitet (i mange tilfælde faktisk det modsatte), men derimod for størrelsen på det endelige billede.

Den forbedrede lysfølsomhed betyder for mig, at jeg ikke nødvendigvis behøver at holde min ISO-indstilling på f.eks. ISO 200 for at undgå billedstøj. Med mit kamera kan jeg sagtens gå op til f.eks. ISO 800 eller endda ISO 1600, og stadig få ganske brugbare billeder, der i rigtig mange tilfælde vil være fri for billedstøj. Jeg vil lave et indlæg, der omhandler ISO og billedstøj på et senere tidspunkt.

Kompaktkamera versus spejlrefleks ved ISO 3200

Hvis du er på udkig efter et nyt kamera, skal du altså ikke falde for de mange salgstaler og høje opløsninger. Køb derimod hellere et kamera med en relativt lav opløsning - gerne 8 megapixels eller lavere - og af et respekteret mærke, såsom Canon eller Nikon. Personligt ville jeg dog nok anbefale et spejlreflekskamera frem for et kompaktkamera, men ligegyldig hvad du vælger, kan jeg kun opfordre dig til at droppe megapixelræset, og bare komme i gang med at fotografere, eventuelt med spejlrefleks - det virker bare!

Til slut vil jeg dog godt gøre opmærksom på, at der rent faktisk godt kan være fordele ved de høje opløsninger, men det er meget sjældent noget som privatpersoner har behov for. Det er hovedsagligt professionelle fotografer, der fotograferer landskaber, modeller og reklamebilleder, der har behov for den høje opløsning grundet print eller omfattende redigering.