Stop-motion: Et sjovt alternativ til video i spejlreflekskameraet
Jeg tror alle her på siden ved hvad stop-motion er for en fisk, og jeg har længe syntes godt om teknikken. Det er sjovt at lave film der "hakker" - og specielt hvis man bruger et spejlreflekskamera, der kan fyre adskillige billeder af i sekundet. I dette indlæg ville jeg egentlig bare opfordre til at afprøve det. Sæt kameraet til den hurtigste burst-tilstand (på Nikon hedder det Continuous High), og sørg for at tage dem i en relativt lille JPEG-størrelse. Herefter kan man sætte dem sammen til en video i f.eks. Windows Live Movie Maker. Det har jeg gjort med videoen herunder.
Et godt eksempel på brug af stop-motion finder vi f.eks. i musikvideoen til "Engel" af Rasmus Seebach. Den kan du se herunder.
Gokarts og panonering
I lørdags gik turen mod gokartbanen i Barmosen, som er et område i nærheden af Vordingborg. Her blev der nemlig afholdt træning og klubløb fra tidlig morgen til tidlig aften. Her var altså en god mulighed for at få et par actionbilleder i kassen fra den 800 meter lange bane.
Jeg startede dagen med at tage nogle billeder, hvor jeg frøs handling ved at bruge en relativt stor blændeåbning og en ISO-hastighed på mellem 400 og 640 for at få en hurtig lukkerhastighed. Det resulterede i billeder som dette:
Der er i princippet ikke noget galt med billedet, men jeg savner følelsen af action, intensitet og liv i billedet. Det er jo trods alt det, som det primært handler om.
Dernæst besluttede jeg mig for at lege med panorering. Her handler det om at indstille kameraets blændeåbning til at være ganske lille, og ISO-hastigheden skal mere eller mindre holdes så lavt som muligt. Det gør man for at sikre en langsom lukkerhastighed på omkring 1/80 - 1/60 sekund.
Dernæst skal man kunne følge motivet i omtrent samme hastighed, som det bevæger sig. De små gokarts kørte ret hurtigt, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden og følge med, så godt som man nu kunne. Et eksempel på panorering kunne være dette billede, hvor jeg har valgt en meget tæt beskæring for at skabe mere fokus på personen og nær så meget på omgivelserne.
Et andet eksempel kunne være dette, hvor jeg har vippet kameraet en smule, og zoomet lidt ud for også at få omgivelserne med i billedet. Beskæringen er lavet i 1:2 format, og jeg har valgt at placere føreren lidt mod venstre for at forstærke budskabet om at der var fart på.
Samlet set blev der skudt omkring 1.250 billeder med mit Nikon D700, der stod indstillet til at affyre otte billeder i sekundet langt det meste af dagen. Og ja, det tog en evighed at importere dem til computeren...
Pixels eller punkter?
En kommentar her på siden fik mig til at tænke på en mindre problemstilling her forleden - nemlig problemet med at skelne mellem pixels og punkter, når der tales om opløsningen på skærme.
Mange kameraproducenter beskriver skærmopløsningen i både forkortelser og punkter. En sådan beskrivelse kunne f.eks. nævne en VGA-skærm med 922.000 punkter.
VGA står for Video Graphics Array og dækker over en af computerverdenens mest anvendte opløsninger, nemlig 640 x 480 pixels. 640 pixels x 480 pixels er lig med 307.200 pixels - men hvorfor står der så 922.000 punkter? Det spørgsmål vil jeg prøve at svare på i dette indlæg.
Opbygningen af pixels
For at kunne besvare spørgsmålet, er vi nødt til at kigge nærmere på det grundlæggende element - altså pixels. En ganske almindelig computerskærm består af tusindvis af små pixels, ofte kaldet billedpunkter. Det er altså disse bittesmå billedpunkter, der i forskellige farver udgør billedet på din skærm.
Mange mennesker er bekendt med RGB-farvesystemet, og det er også det man bruger i pixels. En pixel er nemlig opbygget af tre mindre dele - en rød del, en grøn del og en blå del. Ved at ændre på lysstyrken i disse dele, kan man danne millioner af forskellige farvekombinationer, og netop fordi pixels er bittesmå, kan man snyde øjnene til at tro at der er tale om én farve. Hvis man f.eks. sætter fuld blæs på alle tre farver, narrer man øjet til at tro, at der er tale om farven hvid. I computertermer ville dette kaldes RGB(255,255,255) eller #FFFFFF.
Det er altså disse små dele, som en pixel er opbygget af, der betegnes som punkter i diverse producenters beskrivelser. Hvis man kigger tæt på en skærm vil man faktisk kunne ane de enkelte punkter. Her er et billede taget med et 6x makrofilter på en standard TFT-skærm.
På billedet er det tydeligt at se opbygningen af de enkelte pixels. Hver enkelt gruppe bestående af et rødt, grønt og blåt punkt er en pixel. Billedet herover er taget af en hvid baggrund med tekst.
... og så lidt matematik
Vi fandt tidligere ud af at en VGA-opløsning svarer til 307.200 pixels - men hvor kommer de 921.600 punkter så fra? Jo, eftersom en pixel er opbygget af tre punkter i forskellige farver, er regnestykket ganske simpelt:
3 punkter x 307.200 pixels = 921.600 punkter
Dermed er svaret på spørgsmålet egentlig fundet.
Afslutning
Grunden til at producenterne både skriver en forkortelse samt opløsningen i punkter ligger i, at man fra et markedsføringssynspunkt gerne vil flotte sig med høje tal og kvantitet, men at man samtidig er nødt til at inkludere en normal betegnelse for opløsningen.
Man bør ALDRIG forveksle pixels med punkter. Der findes f.eks. ingen skærme på noget kamera, der har en opløsning på 921.600 pixels. Ligeledes findes der heller ingen kameraer med en skærmopløsning på 230.000 pixels - her er den reelle opløsning på 76.800 pixels (320 x 240 pixels) eller 230.400 punkter (320 x 240 x 3).
Hvorfor RAW er langt bedre end JPEG
Med et digital SLR kamera kan du vælge mellem adskillige filformater og kvalitetsindstillinger, når du skal gemme dine billeder til hukommelseskortet, heriblandt et råformat (RAW), som kaldes forskellige ting alt efter hvilken kameraproducent der er tale om - f.eks. kalder Canon deres råformat for CRW, mens Nikons hedder NEF. Enkelte kompaktkameraer giver også muligheden for at skyde billeder i råformat, men det er fortsat noget af en sjældenhed.
Når man tager billeder i RAW, så gemmes billederne præcis som "kameraet ser tingene". Det betyder at al sensorens data bliver gemt i en fil, der i princippet endnu ikke er en billedfil. Al denne data skal nemlig først konverteres til en billedfil ved hjælp af et tredjepart program.
Hvilke fordele er der så ved at bruge råformat fremfor f.eks. JPEG eller TIFF? Der er et utal af fordele:
- Ingen komprimering - sammenlignet med f.eks. JPEG er råformat på ingen måde komprimeret på nogen skadelig måde
- Langt større dynamisk omfang - gør det muligt at fremhæve detaljer i højlys og skygger - i mange tilfælde helt op til fire blændestop(!)
- Bedre farvegengivelse - råformat indeholder minimum 8 bit per farvekanal (som JPEG), men mange indeholder 12 bit per farvekanal og enkelte går helt op til 14 eller 16 bit per farvekanal
- Read-only - alle ændringer til filen gemmes i en vedhæftet XMP-fil, hvorved man sikrer at filens data forbliver originale
- Ikke nær så skarpt - skarpheden justeres på en computer efterfølgende, hvilket giver mulighed for at indstille den optimale skarphed til det enkelte billede, f.eks. høj skarphed ved portrætbilleder og lavere skarphed ved landskabsbilleder
- Hvidbalance - farvetemperaturen kan bestemmes efter billedet er taget for at opnå den bedste hvidbalance
Der er naturligvis også en række ulemper, hvoraf den største nok må være at man ikke kan bruge billederne direkte fra kameraet, men hvis man udelukkende kigger på billedkvalitet og de muligheder man får i efterbehandlingen med RAW, så er der ingen tvivl om at det er vejen frem.
For at vise forskellen mellem RAW og JPEG, har jeg skudt et meget underbelyst billede af en god veninde (som i øvrigt gør det godt som model!), og efterfølgende rettet det i råformat. Dernæst brugte jeg præcis samme indstillinger på en JPEG-udgave af billedet. Herunder ses resultatet.
Disse eksempler taler vist lidt for sig selv, men jeg vil alligevel godt lige kommentere dem lidt.
På RAW-billedet kan man se detaljer, tekstur og mønster i selv de mørke områder. Det kan man ikke i samme grad på JPEG-billedet, hvor nogle områder forbliver fuldstændig sorte og uden detaljer. Det er desuden tydeligt at det store farvespektrum har haft en enorm indflydelse på efterbehandlingen af RAW-billedet, og gør det muligt at få de korrekte farver frem i et undereksponeret billede. Kigger man helt tæt på billedet vil der naturligvis være en del støj i begge billeder, men på RAW-billedet er det uden større betydning og vil snildt kunne fjernes, hvis dette ønskes.
Dagens tip må altså være at skyde i råformat. Der er utrolig mange fordele ved det, og hvis man kan tage sig tiden til lidt ekstraarbejde foran computeren, så vil man kunne vinde meget på den billedmæssige front.
Teknik: Brændvidde
Et objektivs brændvidde defineres som den afstand, der er mellem centrum på objektivets andet hovedpunkt og det optiske fokuspunkt på filmen eller sensoren, målt i millimeter, såfremt objektivet er fokuseret mod uendelig.
Brændvidden bestemmer hvor tæt, man kommer på motivet. Jo større brændvidde, desto tættere kommer du på motivet. Princippet gælder ligeledes for mindre brændvidder, hvor man her vil kunne indfange en langt større del af omgivelserne.
Man skelner mellem to former for objektiver - objektiver med fast brændvidde (også kaldet prime-objektiver) samt objektiver med justérbar brændvidde (zoom-objektiver).
Prime-objektiver, altså objektiver med fast brændvidde, har den fordel, at de er billigere end tilsvarende zoom-objektiver samt at de overordnet set er mere lysstærke og en kende mere detaljerige end zoom-objektiver. Grundet den faste brændvidde er disse objektiver dog ikke så alsidige, og man bliver nødt til at skifte objektiv ofte og mange gange, hvis man vil kunne tage billeder både tæt på og langt væk.