Nikon D700

Publiceret d. 22. marts 2009
Opdateret d. 26. september 2009
Tilbage i august 2007 annoncerede Nikon deres allerførste full frame (FX-format) digitale spejlreflekskamera, Nikon D3. Det var - og er stadig - blandt de allerbedste digitale spejlreflekskameraer på markedet, men den store størrelse var lidt af et turn-off hos en række potentielle købere. Det gjorde Nikon bod på ved at annoncere det betydeligt mindre FX-kamera, Nikon D700, blot otte måneder efter Nikon D3 var kommet på markedet.
D700 er praktisk talt en mindre og lettere udgave af D3, om end den er en kende langsommere og mangler nogle funktioner, såsom vertikalgrebet, den større batterikapacitet, forbedrede lukkermekanisme (minimum 300.000 skud mod minimum 150.000 skud på D700), fuld dækning i søgeren, samt plads til to hukommelseskort.
Til gengæld er D700 langt mere kompakt at tage med sig, har en selvrensende sensor, og så har D700 en indbygget blitz, der kan bruges sammen med Nikons Creative Lighting System. Desuden finder man også autofokus-hjælpelys på D700. Her er nogle af kameraets vigtigste specifikationer.
- Type: Spejlreflekskamera med udskiftelig optik
- Dimensioner: 147 x 123 x 77 millimeter
- Vægt: 995 gram uden optik og batteri
- Sensor: CMOS, 23,9 x 36 millimeter (full frame, også kaldet FX-format)
- Opløsning: 12,05 megapixels (4256 x 2832 pixels)
- Kontinuerlig billedhastighed: 5 billeder i sekundet (op til 8 billeder i sekundet med ekstra tilbehør)
- Skærm: 3 tommer TFT-skærm med VGA-opløsning - 640 x 480 pixels (921.600 punkter)
- ISO-hastighed: 200 - 6400 (kan udvides til 100 - 25600 ækvivalent)
- Optisk søgerdækning: 95 %
- Blitz: Indbygget. Ledetal på 17 meter ved ISO 200. Kan bruges sammen med Nikon CLS.
- Flash synkroniseringhastighed: 1/320 sekund
- Autofokus: Nikon Multi-CAM 3500FX med 51 autofokuspunkter. Autofokusmotor indbygget i huset.
- Video: Nej
- Batteri: Cirka 1000 billeder per opladning (i henhold til CIPA-standard)
- Hukommelse: CF-kort
Design
Selvom D700 er en mindre udgave af D3, er det på ingen måde et let kamera. Kamerahuset alene vejer omtrent et kilo, og når man først får batteriet sat i og en optik på, så kommer man hurtigt op omkring halvandet eller to kilo, hvilket unægteligt er meget for selv et spejlreflekskamera.

Der er dog en grund til, at huset vejer så meget, nemlig at det er lavet af magnesium, hvilket gør det utrolig holdbart. Vægten (og den lækre plastik) gør ligeledes, at kameraet oser af kvalitet, når man får det i hånden. Det skulle dertil være modstandsdygtigt over for regnvejr.
Jeg har både skudt med kameraet i mild og kraftig regn, og begge foreløb uden problemer. Nikon holder hvad de lover!
Kameraet ligger rigtig godt i hånden, og føles ergonomisk udformet. Man kan snildt håndtere det med kun en hånd, hvilket jo er alletiders.
På fronten af kameraet finder vi en række forskellige knapper, herunder et par programmérbare knapper, hvis funktion man selv kan vælge hvad skal være. Det er også på fronten af kameraet, man vælger hvilken slags fokus, man vil benytte - man kan vælge mellem manuel fokus (M), autofokus (A), og kontinuerlig autofokus / 3D-tracking (C).

På toppen af kameraet sidder udløserknappen, der er omringet af en sluk / tænd / lys i displayet-knap. Lige ved siden af udløserknappen har Nikon valgt at placere MODE-knappen. Med denne kan man vælge mellem manuelle indstillinger (M), blændeprioritet (A), lukkertidsprioritet (S) og programindstillinger (P).
Personligt bruger jeg næsten udelukkende blændeprioritet, da jeg føler at den giver mig den bedste mulighed for at bestemme over mit resultat, men samtidig gøre brug af automatikken. Lige ved siden af MODE-knappen er knappen til at justere eksponering med.
Dernæst følger et relativt stort display, der viser informationer om de nuværende billedindstillinger - f.eks. lukkerhastighed, blænde og hvidbalance-indstilling. Displayet kan baggrundsbelyses ved at trække tænd/sluk-knappen helt til højre.

På den venstre side af kameraets top, har Nikon placeret deres professionelle indstillingshjul med tre knapper oven på (kvalitet, hvidbalance og ISO). Indstillingshjulet lader dig vælge mellem flere indstillinger: enkelt billede (S), kontinuerlige billeder ved lav hastighed (CL), kontinuerlige billeder ved høj hastighed (CH), Live View (LV), selvtimer (afbilledet med et ur), samt spejl op (M UP).

I midten af kameraets top er en indbygget blitz og hot-shoe. Blitzen virker udmærket, og det er rart, at se en indbygget blitz i et kamera af denne klasse. Det giver nemlig mulighed for at bruge Nikons geniale Creative Lighting System (Nikon CLS) uden brug af en radiosender i hot-shoe-porten. Jeg synes at Nikon CLS virker rigtig godt sammen med D700, og jeg er rigtig glad for mulighederne ved den indbyggede blitz.
Bagsiden af D700 er hovedsagligt præget af intet mindre end 15 (og sikkert flere!) knapper og indstillingshjul, samt et stort 3-tommer display i VGA-opløsning (640 x 480 pixels, eller cirka 307.000 pixels). Skærmen er rigtig flot, og alt fremstår skarpt på den.

Knappernes funktion fremgår af billedet, og forklarer mere eller mindre sig selv, så dem vil jeg ikke gå i detaljer med. Overordnet set vil jeg dog sige, at det er rart, at have knapper til en masse af de mest brugte funktioner, da man undgår at pille alt for ofte og for meget i de ellers ganske brugervenlige menuer (der desværre ikke er på dansk).

Den venstre side af kameraet huser stik til diverse forbindelser - HDMI, video out samt USB. Det er også muligt at tilslutte en oplader direkte til kameraet her.

På højre side af kameraet gemmer hukommelseskortet sig bag en luge, der åbnes ved at skubbe den til side. Jeg har egentlig altid godt kunne lide dette design, og jeg synes at det er ganske funktionelt og hurtigt i brug.
Bunden af kameraet gemmer på EN-EL3 batteriet, der holder til omkring 600 - 800 skud per opladning, samt et "stik", så man kan skrue kameraet fast på et stativ eller lignende.
Testbilleder
Her er nogle billeder i fuld opløsning fra Nikon D700, konverteret fra RAW til JPEG (100%) med Lightroom 2.3. Alle er taget med et Nikon Nikkor 50mm f/1.8D objektiv. Tryk på billederne for at få vist fuld størrelse (4256 x 2832 pixels).
Høj lysfølsomhed
I og med, at Nikon D700 er et fuldformatskamera med en relativt lav opløsning, er det utrolig lystfølsomt. I praksis betyder det, at man ikke nødvendigvis behøver, at begrænse sig til de lave ISO-hastigheder, men at man uden problemer vil kunne benytte ISO-hastigheder på f.eks. ISO 800 eller ISO 1600.
For at sætte kameraets ISO-egenskaber på en prøve, har jeg opstilt en mindre testopstilling, der hovedsagligt består af en sort produktkasse med hvid skrift fra Adobe Lightroom 2. Årsagen til dette er, at det er i de mørke nuancer, der opstår den største mængde billedstøj - testopstillingen er altså skabt til at udfordre kameraet, men også for at kunne se støjniveauet i de lyse nuancer samt overgangen fra sort til hvid.

Testopstillingen.
De følgende billeder er konverteret fra RAW (råformat) i Lightroom 2.3, og eksporteret til JPEG (100% komprimering), hvorefter de er blevet beskåret i fuld størrelse i Photoshop CS3. Billederne stammer direkte fra kameraet, og er på ingen måde blevet rettet til. Alle billederne er taget med en brændvidde på 50 millimeter og en blænde på f/9.

ISO 200. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/3 sekund.

ISO 400. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/6 sekund.

ISO 800. Ingen synlig støj i billedet. Lukkerhastighed: 1/13 sekund.

ISO 1600. Støjen begynder langsomt at dukke frem, men billedet er stadig brugbart. Lukkerhastighed: 1/25 sekund.

ISO 3200. En anelse mere støj end ved ISO 1600, men fortsat brugbart. Lukkerhastighed: 1/50 sekund.

ISO 6400. Støjen i billedet er nu ganske tydelig, men billedet er stadig brugbart, og den værste støj kan fjernes i et billedredigeringsprogram. Lukkerhastighed: 1/100 sekund.

HI 1.0 (ISO 12800 ækvivalent). Selvom støjen i billedet er kraftig, har den ikke haft en stor indflydelse på detaljerne. Lukkerhastighed: 1/200 sekund.

HI 2.0 (ISO 25600 ækvivalent). Billedet er nu kun brugbart som sort/hvid i ekstreme tilfælde. Lukkerhastighed: 1/400 sekund.
Fuldformatssensoren i kameraet vinder i overlegen stil, til trods for et meget udfordrende motiv. Billederne er i praksis brugbare op til ISO 6400 - i enkelte tilfælde endda op til ISO 12800 - og det er intet mindre end imponerende. Forskellen på billedet taget med ISO 200 og billedet taget med ISO 3200 er så ubetydelig, at man sagtens kan tillade sig, at tage billeder med en høj ISO-hastighed for at sikre en hurtig lukkerhastighed.
MERE INDHOLD KOMMER SNART!
april 4th, 2009 - 10:00
God gennemgang. Glæder mig til at læse mere om D700.
april 4th, 2009 - 13:02
Tak Morten, jeg tør godt love, at der kommer mere!
maj 16th, 2009 - 22:58
Du skriver skærmen kun byder på 307.000 px. Mig bekendt er det korrekte opløsning 922.000 px.
maj 16th, 2009 - 23:10
Hej Christian,
Ja, det bliver der desværre skrevet et par steder, men det er forkert. Grunden til dette ligger i at folk forveksler punkter med pixels. På Nikons engelske side oplyses opløsningen f.eks. til at være ca. 922.000 “dots” – her tales altså om punkter og ikke pixels.
En pixel er opbygget af tre punkter – et rødt punkt, et grønt punkt og et blåt punkt (RGB). Disse er placeret ved siden af hinanden horisontalt. Princippet kaldes “stripe array layout”, og ser sådan ud:
http://a.img-dpreview.com/reviews/NikonD300/Images/lcdpixel_stripe.gif
Hvis man kigger tæt på skærmen med et makroobjektiv eller et makrofilter, kan man faktisk se de enkelte punkter i de forskellige farver.
Opløsningen bliver altså enten 1920 x 480 punkter (ca. 922.000 punkter) eller 640 x 480 pixels (ca. 307.000 pixels).
Jeg kan i øvrigt sagtens forstå hvorfor man kan blive snydt til at tro det andet. Nikon reklamerer med en 3″ VGA LCD-skærm med 920.000 punkter, hvilket i og for sig også er sandt, men det er ret forvirrende. VGA er forkortelsen for en opløsning på 640 x 480 pixels, altså 307.000 pixels, men når der bliver nævnt 920.000 punkter i samme sætning, kan man let blive forvirret.
Håber, det var forklaring nok
juni 23rd, 2009 - 23:21
Tak for din gennemgang, mit eget hus er bestilt så det er rart at kunne læse lidt om udstyret inden man sidder med det.
juni 25th, 2009 - 10:54
Selv tak, Michael. Jeg har en del at se til lige for tiden, men vil gerne opdatere med mere indhold, når jeg får tid til det
Og glæd dig til huset!
juni 26th, 2009 - 12:17
Jeg kender godt det med tiden – Og nu er mit hus ankommet (kom kl 9:50 her til morgen) – Så weekenden er reddet.
september 1st, 2009 - 13:01
Halløj, jeg er ny på siden men finder den meget interessandt.
Har selv D 700 med 24 – 70 mm.-eren og er utrolig glad for begge. Tungt men lækkert grej.
oktober 23rd, 2009 - 22:39
hi i was thinking of getting a D3 or D3x i know theres not much between them !!! But is the iso as bad as the D700 ???ok bad was not what i wanted to say but iso 12800 wasnt that great !!! and is it because you use a black back ground to show the RGB or the grain as i call it ???
MVH George
november 11th, 2009 - 12:46
Overvejer køb af D700, men men men…
afløseren banker snart på døren, skal man vente lidt?
november 11th, 2009 - 12:47
Der kommer til at gå mindst et års tid før den kommer på gaden, så…
november 11th, 2009 - 13:02
Vèd vi det? På Nikonrumors påstår “pålidelige kilder” at den kommer inden jul ! D700 er jo fra juli 2008, så den er jo ikke ligefrem helt ny mere, og den er under kraftig pres fra Canon 5D mark II. Jeg tror dog ikke selv, den kommer inden jul, men den kan sagtens komme til foråret.
Og det bliver helt sikkert med højere opløsning. Nikon vil ikke ædes levende af Canon mark II`s 21,1 Mp.
Om det så er en fordel, er en hel anden sag. Den højere opløsning koster følsomhed. Og er 12 Mp ikke nok? Det må den enkelte jo gøre op med sig selv.
november 11th, 2009 - 13:05
Og forresten , tak for den fine test af D700 og 70-300 Vr. Sidstnævnte har jeg lige bestilt. ! |:-)
november 11th, 2009 - 13:09
Så vidt jeg kan læse på Nikonrumors, står der at den bliver introduceret om 6-8 måneder og herefter kan man så vente nogle måneder yderligere på at den kommer i butikkerne. Så er vi tæt på at der går et år
Synes ikke rigtig D700 er under kraftig pres fra 5D MK II. Funktionsmæssigt er D700 stadig overlegen og billedkvaliteten er højere. Opløsningen er naturligvis et punkt, som Nikon ikke sætter særlig højt, og det kan jeg også sagtens forstå.
Med mit D700 kan jeg snildt printe billeder i fremragende kvalitet i 1,5 x 1 meter størrelser. Derudover kan jeg snildt forstørre billederne mere eller mindre uden at indgå kompromis med detaljer i billedet
Og det var da så lidt. Tror at du bliver glad for 70-300′eren
november 11th, 2009 - 13:53
Jamen jeg er også spændt på at prøve 70-300mm`eren. Det kommer i morgen med posten.
Hvad D700 angår, var min pointe netop at jeg ikke tror der er vundet meget ved 12+ Mp. Jeg har ofte brug for den gode følsomhed som D700 har, og den tror jeg man kommer til at sætte over styr på en kommende D800 med for eks. 24 Mp. Desuden er spørgsmålet om objektiverne kan følge med.
Jeg har allerede kik på et par engelske fotohandlere for at købe et sæt bestående af D700 og 24-70/2,8. Man sparer ligegodt en del i forhold til DK, og godt det samme, for det er jo ikke billligt legetøj !.
P.t. er mit bedste kamera D300 med samme opløsning som D700, men alligevel har jeg hørt billederne fra D700 er bedre, også ved ved lave iso. Har du nogle erfaringer med det (ved lave iso)?
november 11th, 2009 - 13:57
Jeps, jeg er helt enig. Billederne fra D700 er markant bedre end dem fra D300.
Jeg har også selv haft skudt med D300 og D90 (samme sensor), hvor jeg syntes at billederne var rigtig gode. Men lige så snart man opgraderer til D700, så er der ingen tvivl om at den slår dem med flere længder.
Man kan se forskel på støjniveauet selv ved de helt lave ISO-hastigheder. Jeg er meget kræsen hvad angår støj, og kan snildt finde støj på billeder fra DX-kameraer ved ISO 100. Det kan jeg ikke ved D700 før ISO 800. Det kommer selvfølgelig også an på lyset og eksponeringen, men generelt får man to eller tre stop ekstra i lysfølsomhed.
Kan helt klart anbefale D700 + 24-70 kombinationen. Den sparker bagdel!